Dreki Vikingerne

 

 

 

 

 

 

 

 

         Syv dage med ishest på Ribe VikingeCenter i uge 30

Tilmelding og aktiviteter kommer snart.

Uge 30

Hvert år i uge 30 deltager Dreki Vikingerne i formidlingen på Ribe VikingeCenter.

Rideopvisning

Omdrejningspunktet er de to daglige rideopvisninger, der viser vore hestes gangarter samt alsidige brugsmuligheder frem, lystigt ledsaget af historisk fortælling på flere sprog. Øltölt, håndhesteridning og flotte formationer er bare lidt af det, man kan opleve. Vi rider altid minimum 16 ekvipager, og i 2009 kunne vi stille med 32 rytter og heste!  Der er et fast opvisningsprogram, hvorimod det aftales dag for dag, hvem der har lyst til at vise hvilke discipliner. Det er obligatorisk at ride med ridehjelm (med vikinge-overtræk), og det er muligt at ride med sikkerhedssko, hvis det ønskes. Udover det rides i vikingetøj, dog uden knive eller andre spidse genstande. For at kunne deltage, skal man råde over en styrbar hest, som ikke sparker, og være villig til at sætte sig ind i programmet. 

I centerets åbningstid

Vi begynder hver dag med et fælles morgenmøde, hvor opvisningen gennemgås (hvem viser hvad?) og fælles beskeder bliver afleveret. I løbet af dagen deltager alle i forskellige vikingeaktiviteter på centeret. Det kan f.eks. være madlavning, bueværksted, brikvævning, vikingelege, ”snit en ske”, teltsyning, læderarbejde, sølvarbejde, møbelmageri, tøjsyning eller hvad der nu er stemning for. Aktiviteterne opstår på baggrund af deltagernes ønsker, kombineret med de muligheder de praktiske rammer sætter, og derved opstår den store alsidighed, men som altid er det fælles fokus kravet om autencitet. Når vi er på Ribe VikingeCenter er det vigtigt, at alle efterkommer stedets regler, forventninger og krav, både hvad angår deltagelse i formidlingen, og kvaliteten af vores arbejde. Det skal bare være i orden, og det er derfor bedre at henvise til en medarbejder, som kan give korrekte svar, end at begive sig ud i tvivlsomme forklaringer til de besøgende, blot for at være flink og hjælpsom. Men netop kontakten med de besøgende er noget af det, der gør deltagelse i uge 30 helt speciel. Mange nationaliteter og aldersgrupper finder interesse i at besøge Ribe VikingeCenter, og da de fleste Dreki Vikinger har fundet deres eget specielle interesseområde(r)  at ”nørde med”, opstår der spændende dialog henover inspirerende håndværk.  

Lejren

I uge 30 bor vi sammen med vore heste i en camping-lejr. Den er et mylder at hestetrailere, folde, bannere, lastbiler, telte, campingvogne samt ikke mindst vores store fællestelt. Selvom man ved første øjekast nok ikke tror det, er lejeren alligevel opstået efter nøje ”byplanlægning”. Der er således lavet parceller til både vore telte, campere og hestefolde, således at alt overholder brandmyndighedernes anvisninger og opfylder heste og menneskers behov, og der etableres f. eks. ”gadebelysning”. Intet mangler – og gør det? Så kan det ordnes. Det frie initiativ og den enkeltes engagement kan fører vidt, så længe få og enkle spilleregler overholdes.

I vores fællestelt indtages måltiderne. Vi skiftes til at have en maddag. Her deles 4-5 personer om at stå fordet praktiske omkring morgenmad og madpakker Aftensmaden leveres udefra, og skal således kun anrettes. Derudover er fællesteltet mødested, når der skal hygges med vand og fadøl, danses eller arbejdes videre på dagens håndværk. En enkelt film på storskærm kan også komme på tale. 

Traditioner

En aften i løbet af ugen rides der til Ribe by, både for at reklamere for Ribe VikingeCenter, men også for at købe is! Vi rider fra Lustrup til Ribe Domkirke, hvor hestene bindes, og den lille lokale isbutik invaderes. Det ser flot ud med alle hestene på torvet!

I ugens løb plejer teenagerne (og evt. andre ungdommelige vikinger) at overnatte i langhuset. Så er der dømt hygge i soveposerne, mens ilden knitre og snakken går. Rigtig hyggeligt og lige tilpas uhyggeligt oveni.

Desuden byder ugen på flere mere eller mindre autoriserede traditioner, afhængig af energiniveau, væskeindtag, vind og vejr. En klassiker er også Kongens Fald med fadøl, bue og pil..

 

At beskrive uge 30 er lige så umuligt, som at fastholde en regnbue. Meget nævnt – og sikkert endnu mere glemt, for uge 30 er mangfoldighed! Venskaber, blæst, samhørighed, fordybelse, solnedgang…   det skal opleves!

 

 

Det er Dreki Vikingernes formål at fremme kendskabet til og interessen for den islandske hests historie, brug og betydning i vikingetiden, samt gennem formidling at udbrede kendskabet til vikingerne og deres heste.

Ejnar Beck © 2009 • Privacy Policy • Terms of Use